Utstein
Mikkel og Nathalie er stødt til os, og vi har sejlet rundt i Ryfylke. I går var vi på den mest fantastiske “utehavn”, et sted som Friluftsrådet administrerer og vedligeholder. Der er bænke og borde, affaldsspand, grillpladser og et lille toilet. Det er gratis at lægge til der og man falder let i snak med de norske friluftsmennesker. De vil gerne høre hvor vi har været, og vi vil gerne have tips til gode steder og til fislemuligheder.
Der var “makrelsjov” i vandet men ingen makreller ville spises.
Sidst på dagen sejlede vi til Utstein Kloster. Hotellet har kun åbent for spisning søndag eftermiddag, men de serverede en kold Tou pilsner for os.
Til aften lavede vi en vestnorsk egnsret, bacalau. Det smagte godt!
På cykel tværs over Kyrkjøy
Vi har forladt Finnøy hvor slægten Finn har været stor siden vikingetiden. Steinnesvåg var fin for en overnatning, men så meget var der heller ikke at se eller opleve. Godt nok er der tomatfestival, men det er mest for børn og ovre på den anden side af øen.
Vi sejlede til Eriksholmen, der er den mindste af de syv Sjernøyer. Vi fandt cyklerne frem trods regnbygerne og cyklede 7 km på tværs af Kyrkjøy, Tjul og Talgje. På Jokeren i Helgøysundet fik vi en Tau – en fin lys øl der passer godt til regnen og den grå himmel. Og man får gode cykle-ben af en Tau.
Der var et væld af velsmagende brombær langs vejen. Man kan jo føle sig fristet til at stå af og trække cyklen, også selv om det næsten går nedad.
Øerne har meget kalk i jorden, hvilket gør at der er utroligt mange forskellige planter og træer. Og man må sige at de præsenterer sig smukt i nyvasket stand med lysegrå himmel som baggrund. Sjernøyerne kan varmt anbefales.
Smilla havde en kanin som vagt, mens vi var væk. En lille han var blevet bestukket med gulerødder inden vi tog af sted, og nu er han fast sikkerhedsvagt ude på broen foran Smilla.
Og så har vi fået bestilt rejer ved den lokale Joker. Jeg glæder mig til frokost!
Gråvejr
Vi har en dag med lidt byger og fugt i luften. Ikke noget man bliver våd af, så vi gok op på Rennesøys højeste punkt. 234 meter over havet. Her tog vi et billede ind over Ryfylke. Der er virkelig tale om 50 shades of grey når de smukke øer er trukket i regntøjet.
Om lidt sejler vi over til Finnøy og forventer at anduve Steinnesvåg.
Det lange stræk
Vi tog det lange stræk fra Egersund, forbi Jæren med de gode kartofler og grøntsager op forbi Tananger og helt op til Rennesøy. Britt måtte bakse med krydstogtskibe, færger og coastere og endelig kl 20 havnede vi i den fredelige by Vikevåg. Der spiste vi fenalår fra Birkebeiner og sognemor og nød solnedgangen fra cockpittet.
Smukt!
Dagen efter købte vi et svineknæ i den lokale handel for 47 kr (hvem siger at det er dyrt at handle i Norge?) samt scampirejer og krabbeklør til friokost. Vi brugte dagen på dels at sejle om til østsiden af Rennesøy mens solen bagte, og da vi kom i havn at sludre med nordmændene om løst og fast.
Vi glæder os over varmen og de mange venlige mennesker vi møder. Og så også den smukke natur. På billedet ser man Hanasandsundet i aftenlys.
Vi glæder os til i morgen hvor der er et bjerg, der skal bestiges!
Egersund
Nu er vi havnet i Egersund og har været på tur i byen. Det har været en smuk tur over vandet fra Hidra og langs de høje fjelde op til silde-byen Egersund.
På vejen nød vi høstfarverne, også selv om de er kommet på grund af den alt for tørre sommer.
Der er en tydelig duft af sildeolie. Her i byen. Jeg har faktisk allerede vænnet mig til den – det har Britt ikke.
I aften har vi været en tur i byen og spist bif-snadder. Den lokale øl er god, den har vi også afprøvet. Kniv og Gaffel kan bestemt anbefales – det ligger lige ned til gæstehavnen.
I morgen sejler vi videre til Tananger eller et andet sted tæt på Stavanger. Det ser ud til, at de næste dage byder på regn og blæst, og så vil vi hellere putte os i skærgården bag Stavanger end ude i det åbne Norskehav.
Mandal
Vi havde en god tur over Skagerak, lige bortset fra at Britt blev ramt af en voldsom søsyge. Søsygen holdt stand trods søsygepiller, og jeg var kaptajn for en dag på Smilla.
Og jeg fik lov at “håndstyre” halvdelen af turen, for vores selvstyr blev også ramt af søsyge og måtte lægge sig.
Begge melder at de er friske igen.
Blandt de rigtig gode oplevelser på turen var tre delfiner, der fulgte os et par timer. Der er smukke og fascinerende dyr, og en rejse føles altid velsignet, når de venlige dyr følger os godt på vej.
I aften skal vi op til “Redaktøren” og have fiskesuppe. Det glæder vi os til. I morgen går turen rundt om Lindesnes, der er smukkest når havet sender hvide sprøjt op over de forrevne klipper.
Af sted
Det er feriens første weekend. Vi har lige tanket diesel og tømt spildtanken. Rødspætte til aftensmad – det får vi ikke i Norge. Ål og fladfisk findes ikke. Ikke i Norge i hvert fald. Og nu er det snart Norge! I morgen kl 4 sejler vi fra Struer med kurs mod Norge. Det første stop bliver Mandal, hvor Hr. Redaktøren kalder med fiskemenu.
Hvis alt går vel, er vi deroppe mandag aften. Vejret ser lovende ud med en gennemsnitlig bølgehøjde under 1,5 m og vind fra sydlige retninger. Der er altid lidt spænding ved st sejle over Skagerak. Vil vi se delfiner på turen? Det er altid sjovt at have dem som ledsagere på turen. Engang havde vi en delfin med hele vejen fra Hanstholm til Mandal.
Og hvad med søsyge – vil vi holde den væk med mad og drikke og regelmæssig hvile?
Det er en smuk aften i Struer med udsigt til Marilyn Anne, og koldfrontsskyer i solnedgangslys.
Vi glæder os!
Løgstør
Vi er i Løgstør på weekendtur og nyder den hyggelige, historiske by.
Kongevejen henviser til den fremsynede konge, der satte gang i kanalen, der sikrede effektiv sammenhæng mellem Aggersund og Løgstør Bredning.
I morgen går turen vestpå – bidevind og sol på næsen.
Er der nogen der har noget solcreme?
Milde vinde
Vi lå ud for Venø natten til søndag i fuldstændig stille vejr.
Morgenen kom med stille dis og duft af forår. Det er skønt at være på vandet – sammen.