Farverigt vejr
Der var en voldsom haglbyge over Nykøbing i morges kl. 6, son vækkede os med trommen på lugen over vores hoveder. Vi tog det som et tegn til at blive liggende og sove et par timer mere. Senere var vi på vej fra Nykøbing til Harre Vig, og inde over Salling var det åbenlyst sne og hagl.
Vi var glade for, at over Mors var der blå himmel. Nu ligger vi for anker i Harre Vig og ser solens sidste stråler forsvinde bag bakken.
Café Smilla
Vi har været på “tidevandskursus” og har afsluttet kurset med en praktisk øvelse på Venø Bugt, men der var ikke meget tidevand.
Til gengæld havde Café Smilla åbent og der blev serveret islandsk rødfisk med rejer og frisk pasta.
Det er første nat på vandet for anker i 2016 sæsonen, solen går ned og sender gyldent lys over Limfjorden. I morgen skal vi til Handbjerg Marina og høre om de giver frokost.
Standerhejsning i Struer Sejlklub
Der var standerhejsning i dag i Struer Sejlklub. Det betyder officiel åbning af klubbens sæson med affyring af kanonen. Da der er “Børn om Bord” tema i år, var det et barn, der fik æren af at fyre kanonen af. “Børn og Bomber“?
Og så var der frokost som var dejlig, og så var der demonstration af det nyeste elektroniske redningsudstyr som var dyrt, og så var der endelig hygge på Smilla, der var glad for at få fyldt sine tanke med ferskvand.
Som sædvanlig er trykslangerne utætte, når der sættes tryk på vandet. Der skulle lige skæres en centimeter af afgangen fra varmtvandstanken. Nu er det vist nok tæt igen. Vi tjekker lige trykfaldet, når vi kommer derud igen i morgen.
Årets første sejltur
Det er kun en uge siden at S/Y Smilla kom på plads på sommerkajen, og vandet er kun 6 grader og vi har ikke engang vand i tankene endnu. Men af sted skulle vi alligevel!
Tambohus lokkede med en gourmetmenu, som vi bare måtte smage.
Så af sted gik det, med den kolde vind i ansigtet og solens stråler på næsen. Hvor vi da har savnet solen.
Havnemesteren havde lovet at indsejlingen til Tambohuse Naturhavn var gravet ud, men han sagde bare ikke, hvor dybt de havde gravet. Så vi bumpede ind i havnen om lørdagen, og meget bedre var det ikke om søndagen, måske fordi vi havde spist for meget?
Vores ekkolod fortalte os at bunden var nået – og det var den så. Der er ikke længere muslinger under kølen på Smilla
Tilbage på sommerpladsen
Smilla er som den første tilbage på sommerpladsen. Vi sejlede hende derover igennem isen, som ikke var særligt tyk, men alligevel … det er første gang, vi har sejlet i is. Det lyder ret højt i salonen, når isen skurer mod bådens sider. Vi var lige ude på bugten et smut, og så tilbage for at få fortøjningerne passet til. Kaffe i cockpittet og udsigt over den tomme havn. Om en måned er der mange både, lige nu er der mågerne og os.
Næste weekend er det måske en tur til Tambohus? De har en gourmet-menu som er et besøg værd. De mangler bare en vinmenu, den har vi stadig til gode.
Inden vi tog hjem, blev der lige fisket muslinger til frokosten. Armen ned, og en håndfuld med op. Der er ikke noget, som friske muslinger
Balletpiger sat til vægs
Jeg var så heldig at vinde et billede i vores lille kunstforening. Det er de to dansere af Peter Skov Nielsen. Nu hænger danserne på væggen i herreværelset, så nu kan jeg sidde ved siden af globusbaren og kigge på balletpiger
Sover vintersøvn
Her ligger hun så og sover vintersøvn. Motor og afløb er frostsikret, og strømmen er taget fra alle hendes funktioner.
Vi glæder os, til isen smelter og forårssolen skinner på vores vinterblege næser. Så skal vi sejle igen, og have skumsprøjt på fordækket og smæld i sejlene.
Lemvig, Tambohus, Nykøbing, Thisted – vi glæder os!
Godt nytår
Romantik på 4.
Nå ja, vi bor godt nok på 4. men selv om vi har langt ned til de 2 meter vand, der står i kælderen, er vi ikke helt upåvirket. El-installationen er altså også i kælderen, og nu har vi hverken strøm eller varme.
Til gengæld har vi stearinlys og romantik 🙂