Kaffe i cockpittet
Nu kunne vi altså godt snart tænke os at kunne gå i bare tæer og smide trøjen. Det har været en dejlig pinse, men det ville nu være rart, om det snart kunne blive lidt mere sommeragtigt. Vi sejlede Mors rundt sammen med Katrine og Casper, og det var skønt, men stadig med hue og vanter inden for rækkevidde.
Nu er næsen endnu mere rød, for selv om det er koldt er der gang i solens stråler, der har det med at koncentrere sin effekt midt på mit ansigt.
Aftenstemning
Nu er vi tilbage i Struer efter 4 dejlige dage i Smilla. Fra Struer over Færker Vig på Fur til Nibe. Nibe er stadig en hyggelig lille by. Det var to smukke dage i solskin og smilende sæler i vandet, og skrivende måger over os i majluft med solstrejf og vindpust.
Vejen hjem gik over Løgstør kanalhavn og Nykøbing, der altid er hyggelig. Hjemturen foregik med hidsige byger og kuling. Nu har vi røde kinder og skinnende næser.
Det er altid lidt spændende, at sejle i kuling. Men sjovest er det, når vinden er agten for tværs og der kan sættes sejl loggen viser 8 knob.
Det gjorde vi ikke denne gang, for der var ikke plads til kryds igennem kanalen fra Nibe til Løgstør.
Det passer så godt, hvad Povl Hamburger skrev:
Længsel er saltet i Limfjordens vande.
Her fik jeg fartens glød på kind,
her blev med kølige stænk mod min pande
viet til uro mit sejlersind.
Ja, Limfjord, jeg elsker dit blå humør
i kuling fra Hals og til Harboør.
Morgenstemning i Færker Vig. Hvor var natten stille og blank. Nu går turen videre til Rønbjerg efter frokost – de laver de mest fantastiske stjerneskud der!
Og så videre til Nibe. Jeg håber der er styr på aggersundbroen og orden i sagerne, så vi bliver sluppet igennem uden problemer.
Der var en lille sæl, der fulgte os nysgerrigt, og Britt fik en ny ven – en måge som holdt meget af Rema 1000’s kammerjunkere.
Færker Vig om morgenen
Kås Hoved
Solen skinner på os på turen Mors rundt, og skyerne sørger for krydderi på himmel og hav!
Dykanden er på plads som vi kender den. Sammen med svømmeanden på bro nummer 2. Det er altid et sikkert forårstegn, når søspejdernes båd ligger i vandet og suger Limfjorden ind i bord og køl.
Dykanden
Vores tro følgesvend
Vi besøgte Tambohus Kro lørdag aften. Smilla blev ankret op i bugten, og gummibåden roede os det sidste stykke ind til kroen.
Der blev serveret april måneds gourmetmenu, hvilket var en rigtig god oplevelse. Og så ved jeg godt, at jeg havde gjort grin med deres “aske af grillet forårsløg”, men det var faktisk et rigtig godt krydderi til forretten.
Natten var kold og klar, men morgenen var lys og forunderlig, for vi kunne sidde ude i cockpittet og spise morgenmad, mens solen bagte os. Det er ikke ofte, at det sker i april, hvor vandet kun er 9 grader varmt.
Næste weekend? Mors rundt?
Agterpulpiturstol … hmmm sikken et ord.
Sæde på agterpulpituret
Nu er Britt færdig med at montere det nye sæde på agterpulpituret. Det er en super placering, for man har godt udsyn over båd og vand, når man sidder der og styrer med storetåen.
Det er den fremragende Bavaria-snedker, der har lavet sædet. Kvaliteten er i top. Smukt, oliebehandlet teaktræ.
Nu er vi klar til endnu en weekendtur. Denne gang til Tambohus. Det er sidste chance for at smage deres april gourmetmenu. Aske af grillede forårsløg. Spændende!
Vi ligger for anker i Harre Vig. Det er første gang i år, at vi er ude med Smilla.
Badevandet er 9 grader, men mon ikke det er blevet lidt varmere i morgen tidlig, når vi skal have vores morgendukkert?
Britt har sat ankerkuglen – men der er vist ikke andre, der har tænkt sig at ligge for anker her i nat.
Ankerkuglen sættes 🙂
S/Y Smilla blev taget op i april 2015 for at blive bundmalet. Det var 2 år siden sidst, så det var på tide.
Cayman 88 1000W
Ankerspillet er på plads i ankerbrønden og vi mangler bare at få en “prof” til at tilslutte ledningerne til vores forbrugsbatteri. 1000W over 12V er ikke det rene barnemad, og de fleste uheld med både skyldes fejl i støm. Bl.a. pga tæring, da kobber og saltvand ikke er gode venner.
Hvorfor så et elektrisk spil, når det nu er gået så godt med et tov og svulmende armmuskler?
Jo … det … altså ankeret kan sidde ret godt i tung, nordvestjysk ler i Limfjorden.
Og hvis man er i Norge, og har ankret op på mere end 10 meter vand, er det faktisk ret hårdt, at trække anker og tov med blykerne op.
Og hvis man nu ikke lige var frisk den der morgen … så var det da nemmere at trykke på en pedal, og så snurrer ankeret lige så stille på plads.
I virkeligheden er det jo også fordi, det er sjovt at installere nyt udstyr. Og en del af det at have Smilla som ven er det at forsyne hende med regelmæssige forbedringer.
Hvad bliver så det næste?
Vi har talt om et vindror. Men vi ved endnu ikke, hvilken type. Målet er at det skal være nemmere at sejle langturssejlads, uden at skulle “håndstyre” hele vejen.
Og vi har også talt om ekstra sikkerhedsudstyr, der kan tilkalde hjælp på afstande over 60 sømil. Men det må blive en anden god gang. Lige nu handler det om at få en elektriker til at tilslutte ankerspillet, så vi kan ankre op og opleve sommernatten over Limfjorden fra cockpittet og siden fra køjen, mens bølgerne smyger sig med kluk-lyde om Smilla.
