Elektrisk ankerspil

Cayman 88 1000W

Cayman 88 1000W

Ankerspillet er på plads i ankerbrønden og vi mangler bare at få en “prof” til at tilslutte ledningerne til vores forbrugsbatteri. 1000W over 12V er ikke det rene barnemad, og de fleste uheld med både skyldes fejl i støm. Bl.a. pga tæring, da kobber og saltvand ikke er gode venner.

Hvorfor så et elektrisk spil, når det nu er gået så godt med et tov og svulmende armmuskler?

Jo … det … altså ankeret kan sidde ret godt i tung, nordvestjysk ler i Limfjorden.

Og hvis man er i Norge, og har ankret op på mere end 10 meter vand, er det faktisk ret hårdt, at trække anker og tov med blykerne op.

Og hvis man nu ikke lige var frisk den der morgen … så var det da nemmere at trykke på en pedal, og så snurrer ankeret lige så stille på plads.

I virkeligheden er det jo også fordi, det er sjovt at installere nyt udstyr. Og en del af det at have Smilla som ven er det at forsyne hende med regelmæssige forbedringer.

Hvad bliver så det næste?

Vi har talt om et vindror. Men vi ved endnu ikke, hvilken type. Målet er at det skal være nemmere at sejle langturssejlads, uden at skulle “håndstyre” hele vejen.

Og vi har også talt om ekstra sikkerhedsudstyr, der kan tilkalde hjælp på afstande over 60 sømil. Men det må blive en anden god gang. Lige nu handler det om at få en elektriker til at tilslutte ankerspillet, så vi kan ankre op og opleve sommernatten over Limfjorden fra cockpittet og siden fra køjen, mens bølgerne smyger sig med kluk-lyde om Smilla.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.