Nu er vi tilbage i Danmark igen, efter en hurtig tur over Nordsøen. Vi havde vinden ind fra siden på hele turen og kun kortvarigt var der behov for at have motor på som støtte. Det er den hurtigste overfart vi har klaret de 84 sømil på. Malemukker og suler fulgte os over havet, men denne gang ingen delfiner.
De sidste dage i Norge brugte vi i dejlige Mandal. Vi spiste hos Redaktøren som vi plejer, og breiflabb’en skuffede ikke.
Nu er vi tilbage i Holstebro og glæder os over endnu engang at have sejlet langs Norges flotte kyst. Vi vil gerne tilbage – og måske også nordligere næste gang. Denne gang har vores tur været præget af blæst. Nordmændende siger, at det generelt blæser 25% mere end for bare 5 år siden. Det har betydning for os sejlere, at vi skal vende os til at sejle i blæst. Når vi sejler op til Stavanger, er det ca. 100 sømil i åbent vand. Hvis det blæser 12-15 m/s er det ikke behageligt at sejle. Båden kan sagtens klare det – det er værre med besætningen. Vi er ret udmattede efter bare 5 timer i hård vind.
Nordmændende tager turen til sydnorge. Vi så mange både fra Bergen og Stavanger nede i Sør. De kommer ned for at opleve 20 grader og sol. Vi har stor respekt for dem, der tager de 100 sømil eller mere i 25 fods motorbåd for at opleve det lune vejr i smukke Mandal, eller en skøn udehavn som aftenbilledet viser. Vi ligger ved Langøy sammen med 4 andre både.