Undren

Britt og jeg nød den sidste rigtige påskeøl her til aften.

Baggaardsbryggeriet i Holstebro lukkede deres bryggeri her for nylig, og de sidste flasker er til salg. 

Snøft!!

De har lavet mange flasker fremragende bryg, og denne flaske Påskefabel er så smuk som nogen øl. Den dufter forførende, og den har en smag, der får englene til at synge.

Men realiteterne er ikke til at komme uden om. Omkostningerne er større end indtægterne, og så nytter det ikke noget at smagen er bedre end englene husker.

Vi vil altid mindes Baggaardsbryggeriet med en god smag i munden!

 

 Jeg får regelmæssigt tilsendt et nyhedsbrev fra IT- og Telestyrelsen med vigtige meddelelser om, hvad der foregår på det statslige digitaliseringsområde.

Og det er jo som regel spændende læsning, men indimellem kommer der en smutter som fx meddelelsen om at:

IT- og Telestyrelsen har den 28. november 2008 sendt udkast til afgørelse om fastsættelse af fradrag i slutbrugerbrugerprisen for sparede omkostninger i forbindelse med gensalg af tjenester på fastnetområdet i høring hos TDC.

Så er det at man tænker: Hvad er det lige, at der står? Og hvad kan jeg lige bruge denne information til?

Og dernæst tænker man: Er der væsentlige informationer, som de valgte ikke at sende ud? Men da man per definition skal sende noget ud får jeg denne omgang støv i øjnene! Er det ikke at kommunikere folk ihjel?

Et nyhedsbrev, der normalt indeholder oplysninger af strategisk betydning for det statslige område og for de områder, der er afhængige af den statslige strategi skal da ikke støve helt så meget - skal det?

Når man sidder og spiser pizza sammen med en nysgerrig knægt på 7, kan man lære en del om livet, hvis man ellers får stillet nogle gode spørgsmål og lader være med at grine ad svarene.
I går sad jeg over for Anders, som sad og kiggede på den lille, søde abe, som vi havde givet Sarah.

Anders: Vi var også aber engang.
Sarah: Jo, før vi blev mennesker var vi aber, men det er mange, mange år siden.

Anders sad lidt og tyggede på den, og så var det jo, at jeg ikke kunne lade være med at forfølge emnet. Anders er en eftertænksom lille fyr, og der var et spørgsmål, som jeg ikke kunne lade være med at provokere ham med.

Henning: Ok, vi var aber engang, så blev vi mennesker, men hvad vil vi så blive bagefter? Hvad er næste trin?

Og så var jeg jo ret sikker på, at han var sendt til tælling, men han om stærkt igen.

Anders: Vi bliver til sjæle!

Ok, så var det mig, der sad og tyggede lidt på den. Taler vi om udryddelsen af menneskeheden som følge af misbrug af jorden? Eller er det simpelthen næste trin i udviklingen efter bedste Dalai Lama recept?
Han kunne jo se, at jeg var sendt til tælling, så han fortsatte:

Anders: Sjæle er oppe i himlen hos gud. Der findes også spøgelser. De er her på jorden.

Og jeg kunne jo ikke dy mig for at drille lidt igen:

Henning: Så forskellen på sjæle og spøgelser er højden over jorden?

Men jeg fik straks svar på tiltale!

Anders: Nej, der er også andre forskelle. Spøgelser kan lide at skræmme mennesker. Det gør sjæle ikke.



Så var jeg jo sat skakmat og koncentrerede mig derefter om min pizza.

...

Hvor er det dejlig når de unge mennesker gider at svar os gamle vrøvlehoveder!

På vej hjem i toget fra København sad jeg med et saligt smil om munden og mediterede fredeligt over eftermiddagens samtale, men blev brat revet ud af meditationen af den gamle fyr, der sad overfor og fortalte om barnebarnet.
Barnebarnet har en gård på den midtjyske højderyg, og selv om jorden ikke er egnet til det, dyrkes der alligevel korn.
Og så var det jeg vågnede, da han sagde: "Det er slet ikke egnet til det, men hvis det får godt med kemikalier og vand, så går det. Og folk æder det jo alligevel!"

Så var det at tornerose blev vækket!

Er der ikke grænser for, hvad man kan hælde ud på markerne for at få en hurtig profit, men med store konsekvenser for grundvandet, søerne og vores fjorde?

Hvem skulle have troet at jeg - en indgroet lænestolsentusiast - er blevet udnævnt til handyman!
Det er en stor ære, og jeg glæder mig til at fortælle Britt om den nye titel.
Moccapigen bad om hjælp til at få monteret et udendørs blogspot, og det kunne jeg selvfølgelig ikke sige nej til. Det måtte jo testes, om kaffen virkelig var af "moccapige-kvalitet".
Det var den!
Mere konkret bestod arbejdet i at montere et klapbord på væggen.
Og der er jo mange ting, der kan gå galt der.
Men jeg var vist heldig denne gang. En stor ros til Moccapigen at hun turde lade mig gå i gang i hendes hjem med en slagboremaskine på mere end 1000 watt.
Jeg havde så småt ventet at jeg fik bordet sat omvendt på eller så skævt at pc'en ville falde ned, eller at væggen ville vælte ...
Ok, jeg ved faktisk ikke, om bordet allerede er faldet ned. Jeg håber det ikke.
Men i kom skruen og ned kom kaffen, og fantastiske boller til!
YAY!!

Men det bedste?
Det bedste var nok hyggelig snak om blogland. Og så at se at Moccapigen er præcis så dejlig som hun giver indtryk af på bloggen.

Jeg lærte et nyt ord på et møde i dag.
"Simultan-taske"

Hvad betyder det egentlig?

Jeg ved, hvad multi-taske betyder, og hvad simultan-tolke betyder.

Men Simultan-taske??

Meditation virker faktisk.
Jeg har lånt en cd på biblioteket, og katten er vippen ned fra stolen i hjørnet og meditationen er i gang.
Selv første gang var det en god oplevelse! Guidet meditation kan anbefales! Det er så godt!
Jeg har fået styr på åndedrættet - jeg bruger bølger som visuelt udtryk til en rolig, efterhånden ubevidst rytme.
Jeg kan se tilbage i tiden (men endnu ikke frem ) og analysere stemninger, styrker og svagheder.
Jeg kan fokusere fremadrettet på indsatsområder via en sædtanke.
Jeg kan fornemme at jeg synker ind i mig selv og finder ny energi.

Oplevelsen af at være fokuseret, koncentreret og i balance med mig selv er så tydelig, når jeg vender tilbage.

Der er ikke tale om en "aha" oplevelse, men en "sådan!" oplevelse.

Jeg håber ikke at denne vejrudsigt er gældende helt til midt i marts!
Det er altså ikke den store kreativitet, der udfoldes fra DMI's side i dag!
Hvornår kommer sneen? Blæsten? frosten? Og solen!! Hvor er solen?
Er der nogen, der har et arkivfoto?

En god overspringshandling er at åbne bloglines og lige tjekke, om der er noget nyt i blogland.
Her inden frokost, hvor en ubehagelig samtale venter, kan jeg lige køre lidt i tomgang med lidt citater fra "quotes of the day":

Er det et udtryk for Simple Living, når Antoine de Saint-Exupery siger:
"Perfection is achieved, not when there is nothing more to add, but when there is nothing left to take away."

Det lyder jo meget tilforladeligt, men straks skal Alfred North Whitehead ødelægge glæden ved at sige:
"Seek simplicity, and distrust it."

Og hvor er vi så lige henne? Tilbage ved udgangspunktet?




Og så dagens mest malplacerede forsøg på at være morsom, nemlig Will Rogers:

"Everything is funny as long as it is happening to Somebody Else."

Hvorfor er der egentlig 7 dage i en uge?
Det er da slet ikke logisk. Begrænser det ikke kreativiteten?
Hvad forestillede de sig egentlig, de første mennesker, da de sad der i baren og snakkede sammen efter den første dag?
Hvad talte de om, da de skålede og blev enige om, at den skulle hedde mandag?

Og blev de egentlig ikke overraskede, da de vågnede næste dag, var der en helt ny dag. Aldrig brugt før! Uanede muligheder for at skabe noget nyt og dejligt! Sikken en følelse!
Om aftenen sad de igen i baren og talte om, hvad de havde brugt den anden dag til, og de valgte så at kalde den tirsdag.
På den måde gik en uges tid.
På den 8. dag gik det galt!
Her valgte man at genbruge det første navn - mandag! Hvordan kunne det gå til? Hvad drøftede de i baren den aften? Hvorfor introducerede de en cirkelbevægelse, i stedet for en linær opfattelse af tid?
Nu gik det jo lige så godt, hver ny dag var virkelig ny, men efter den 7. dag valgte de at dagene gentager sig selv. Det var en fejl, det kan vi se nu.
Hver dag er en ny dag, og ikke bare en kopi af en vi brugte i sidste uge.
Var sproget så fattigt, at de mente ikke at kunne finde på flere navne, da de havde navngivet "søndag"? Måske.
Ønskede de virkelig at introducere en cirkelbevægelse i tid, eller manglede de bare navne?
Man fornemmer en frustration bag dette valg, og måske var det denne frustration, der resulterede i at man slæbte tunge sten tværs over England for at bygge StoneHenge eller stable lige så tunge sten op i pudsige pyramideformer i Ægypten?
Vi ved det ikke, men vi må leve med de beslutninger de traf i baren for tusinder af år siden.

Glædelig fredag!

Kommunikation er en vanskelig sag. Måske skulle jeg helt droppe det der Second Life, for jeg har ikke været særligt heldig den seneste tid. At jeg bliver karakteriseret som "underlig" er utvivlsomt en korrekt karakteristik. Jeg tror nok, at det blev sagt med et glimt i øjet, selv om netop det der med glimt i øjet er ganske vanskeligt, når man ikke kan kontrollere øjne i SecondLife.
Hvad kan man egentlig, når det drejer sig om kommunikation i SecondLife?
Ud over at tale, kan man faktisk kun signalere en ganske lille smule. Man kan tilpasse sin påklædning. Ok - der ligger temmelig meget kommunikation her, men kun indledningsvist. Man kan ikke anvende påklædning i løbet af en samtale til at understrege eller antyde en pointe.
Så kan man bruge sit krossprog, men kun ganske fattigt ved at bevæge sin avatar rundt, væk fra eller tættere på den, man taler med. Man kan sætte sig ned, eller man kan give et knus.
Nej, når der skal kommunikeres er det chat, der primært er mediet.
Og det er tyndt!
Som sagt er jeg blevet karakteriseret som "underlig". Det er nok i virkeligheden nemmere at være underlig i et univers, der selv er underligt, end at være normal.
Men nemt er det, at komme til at såre folk, for advarslerne kommer for sent.
Havde det været i "RealLife" ville øjnene straks have afsløret, at jeg var for langt ude eller trådte på en øm tå. Men øjnene er endnu ikke styrbare i SecondLife, så jeg må pænt vente, til jordskælvet kommer og ragnarok rydder alt af vejen.
Nå, noget jordskælv har der nu ikke været.
Og underlig er jeg blevet kaldt før.
Faktisk har jeg ikke noget imod at være underlig.
Hellere det end at være kedelig.
Men måske var det en god idé at lægge SecondLife på hylden i nogle måneder. Der er mange bøger, der trænger til at blive læst!

Jeg sad i går aftes og læste nyheder, og blandt andet en engelsk udgivelse om hvor fede usunde englænderne er blevet. Er det for meget Fish & Chips? I hvert fald spiser de mere fritureguf end frugt. Det viser sig, at frugtkagerne ved juletid er deres væsentligte frugtindtag.

Nå, ok, det stod der faktisk ikke direkte.

Deres forventede levealder stiger dog ikke for tiden, hvilket jo bør give anledning til at forbruge mere nu, og reducere lidt i pensionsindbetalingen. Og ikke mindst opleve mere nu og ikke sætte sin lid til, at det nåes nok.

 

I følge statistikken dør jeg i 2037. Det giver mig jo ret præcist 30 år at færdiggøre min undren over verden og gøre det, der gøres må.

Og hvad skal der så ske? Ja en betragtelig del af tiden bruges jo på det der lønarbejde. Men resten? Hvad med familien? Hvad med verden omkring mig? Hvad med mig selv og min personlige udvikling?

Er der nogen, der har lagt budget for de sidste år af livet på samme måde som man planlægger pensionsindbetalinger?

Skal man overhovedet planlægge, eller bare leve livet som om der altid er en evighed tilbage?

 

 

 

Da jeg var ung - ja, det er altså ca. for 20 år siden - kunne man som nu købe kuglepenne og tusser fra store øer i boghandlerne i byen. 

Men den gang så det lidt anderledes ud.

Ved siden af tusserne var der papir, hvor man kunne afprøve udstyret, inden man købte det. Det er der stadig væk. Om ikke andet, så bare det stykke papir, hvor prisen er angivet. 

I dag er papiret fyldt med streger, som kunderne har tegnet for at kunne se stregtykkelsen på kuglepennen.

Men dengang jeg var ung, stod der "fisse" og "kneb".

Hvordan kan det være, at alle de frække ord er forsvundet?

Hvor går de unge mennesker hen, når de skal provokere voksengenerationen?

Skal de over hovedet provokere, eller er de blevet så veltilpassede, at der ikke er behov for hvidt papir ved øen med fineliners? 

Er der frække ord i boghandelen, der hvor du bor? Her i byen er der ikke!

 

Jeg brugte 3 timer på landevejen i går aftes. Smukt var efteråret og smukke var byens lys, da vi passerede Randers.

Jeg tænkte tilbage på dengang jeg var en lille lort og kørte med Strandgaards Rutebiler fra Århus til Brabrand, om aftenen, efter at have været i byen med min far og mor. Rumlende hjemad, siddende på nappabetrukne sæder.

Mellem Åbyhøj og Brabrand er der et åbent stykke, hvor man kan se ned over ådalen og på den anden side ligger Viby og Stautrup. Lysene fra husene tindrede over ådalen. Lysene fra husene har altid fascineret mig. Bag hvert lys er der jo et menneske, hvis historie bliver fortalt lige nu. 

Halvt sovende i bussen på vej hjem, kunne jeg sidde og fundere over de livsomstændigheder, de mærkværdige fortællinger, der knytter sig til de mennesker, hvis lys man kan se fra min foretrukne plads bag chaufføren.

Jeg kan stadig drømme mig væk - ind i andres liv, bare jeg får en stribe lys at se fra en by, som jeg selv passerer i indre aftenstemning.

 

I morges så jeg det smukkeste billede, da jeg kørte af sted på vej til arbejde.

Jeg kørte afsted i morgengryet. Jeg kørte gennem en skov. Der var mørkt og stille. Foran mig, hvor skoven ophørte, kunne jeg se lyset fra den opgående sol skinne på engen, der var dækket af mosekonebryg.

Jeg havde åbningen i skoven lige foran mig, og de grønne vægge som omgav mig stod i stærk kontrast til den gyldne verden, jeg nærmede mig.

Så smukt og gyldent så alting ud. Jeg kørte fra den mørke, grønne skov ud i et gyldent lysvæld.

Hvor var det smukt. Det kunne slet ikke lykkes at fotografere det - det var helt ubeskrivelig smukt.

Jeg tænkte på, at sådan må døden være. Det må være samme følelse, når man slipper den slidte krop og træder ind i et gyldent lys, i en ny lethed, hvor kroppens tyngde og smerte er væk.

Det var så smukt!