Det var lørdag den 30. at Britt skulle have festet hele natten. "Den sidste sjove fest" - eller hvad kalder man ellers en 50 års fødselsdagsfest?
I hvert fald skulle der spises og snakkes og danses og vi skulle have haft det rigtig sjovt. Nu måtte festen så udsættes til senere, hvilket er ærgerligt, men det er jo dejligt at have en skøn fest at se frem til.
Hellere se frem til en skøn fest end tilbage på en dårlig.
Men noget andet skulle jo ske den 30. så vi gik en lang tud ude ved vandet. Det blæste og temperaturen var -6 C så det var ikke lige relevant med tæppe og en lur på stranden. 
Men stranden er dejlig på alle årstider, man skal bare lige huske at have det rigtige tøj på.
Og nej, vi var ikke alene derude, på stranden er der altid folk, uanset vejret. Vesterhavet er fantastisk! Det rusker alle dårlige tanker langt væk fra hovedet.