Svigermor er på hospice nu i Rønde på Djursland.
Det er det mest fantastiske sted. Så smukt, så gennemført behageligt. Der er klassiske møbler, der er dejlige farver og et væld af blomster og planter. Og måske vigtigst af alt: Smil og en atmosfære af fred.
Nede foran centret fodrer man rådyrene, så i de søvnløse tidlige morgener kan man se dyrene fredfuldt græsse på kløverengen ude foran den lille lejlighed.
Da vi kom sad Grethe i sin seng ude på terrassen med udsigt over bugten ved Følle Strand. Langsomt kan man følge solens gang over himlen på denne smukke sensommerdag. Der bliver ikke talt så meget mere. Der er ikke så meget at sige længere. Blot det at være sammen føles godt og trygt. Sygeplejersken kommer smilende engang imellem og har tid til nærvær.
Hvor er det dejligt, at hun kan være sådan et smukt sted i denne sidste tid!
