Undren

I morges så jeg det smukkeste billede, da jeg kørte af sted på vej til arbejde.

Jeg kørte afsted i morgengryet. Jeg kørte gennem en skov. Der var mørkt og stille. Foran mig, hvor skoven ophørte, kunne jeg se lyset fra den opgående sol skinne på engen, der var dækket af mosekonebryg.

Jeg havde åbningen i skoven lige foran mig, og de grønne vægge som omgav mig stod i stærk kontrast til den gyldne verden, jeg nærmede mig.

Så smukt og gyldent så alting ud. Jeg kørte fra den mørke, grønne skov ud i et gyldent lysvæld.

Hvor var det smukt. Det kunne slet ikke lykkes at fotografere det - det var helt ubeskrivelig smukt.

Jeg tænkte på, at sådan må døden være. Det må være samme følelse, når man slipper den slidte krop og træder ind i et gyldent lys, i en ny lethed, hvor kroppens tyngde og smerte er væk.

Det var så smukt!

 

Jalousi er et monster.

Det kan stikke sit grimme hoved frem og forpeste livet for alle i nærheden.

Det er et monster, der ikke lader sig drive væk med logik eller saglige argumenter.

Jalousi og selvmedlidenhed er en mest ødelæggende følelser. Jalousi kan forvandle dig selv til et monster i løbet af kort tid. Og resultatet er indimellem handlinger, der hverken kan retfærdiggøres eller undskyldes.

Hvad kan man gøre?

Jeg tror at åbenhed kan være med til at gøre livet surt for monsteret. Jo mere man får talt tingene igennem, des mindre er der overladt til den fantasi, som monsteret mæsker sig i.

Jalousi er angsten for at miste.

Kan denne angst reduceres, vil man være et skridt længere.

Men man skal vel ikke "eje" hinanden? Nej, slet ikke. Vi er alle sammen selvstændige mennesker, og respekt for hinanden betyder, at man skal kunne give slip på den anden. Give slip og lade den anden vælge frit i tillid til, at man dermed ikke har mistet den anden.

Er det nemt?

Nej!! 

 

 

Russer er han i hvert fald ikke!

Jeg har altid været irriteret, når jeg har læst de klassiske russiske forfattere. De bruger rask væk 400 sider på at beskrive en problemstilling, og når de så når til slutningen kan de ikke dy sig for lige at skrive hvem der er god, hvem der er ond og hvordan moralen skal opfattes. Intet overlader en ægte russisk forfatter til læseren selv. Han skal vejledes styres, ellers opfatter han budskabet helt forkert. Jeg vil ikke styres! Jeg vil selv have lov at konkludere!

Sådan er det ikke med Paul Austers fortælling. jeg skal lige love for, at man selv får lov at konkludere. Og det er ikke nemt. Men sppændende er det!

Særlig amerikansk er den nu heller ikke, selv om han bor i Brooklyn, for den er for det første kun på 120 sider, for det andet er der mange hentydninger til europæisk historie (den franske revolution, det tredje rige, ...). Faktisk er der mange spidsfindige hentydninger til europæisk kulturbaggrund, som jeg er sikker på går hen over hovedet på en glad amerikaner fra Dallas.

Det er altså den bedste bog, jeg har læst i rigtig lang tid. Jeg troede jo, at jeg havde gennemskuet hvordan den bog skulle skrives. Det vil jeg nu stadig fastholde at jeg har, men Paul Austers udgave af bogen er, må jeg erkende, endnu bedre end min.

Men den er ikke sådan at blive klog på. Der er noget Escher over den. Man kan blive helt rundtosset, når man når slutningen. Der er et stort etisk indhold i bogen, hvis man er i humør til det altstå. For som med Escher er det op til læseren selv at finde gåden på mysteriet.

Nu er bogen læst, men jeg tror jeg lige skal have den skimmet igen, for at se om perspektivet er helt bagvendt eller hvordan det nu er med op og ned

 

 

 

Den har næsten fortalt sig selv. Endnu inden jeg har fået den i hånden, ved jeg lige præcis, hvordan den er. Den har fortalt sig selv, bare på titlen og omslaget.

Kedeligt?

Nej, jeg glæder mig til at få historien fortalt. Jeg har altid elsket en god historie.

Og jeg kan jo blive overrasket. Kan det tænkes, at forfatteren ikke tænker lige præcis som jeg gør? Næppe! Der er ikke andre måder at se dette på!

Rammen er en gammel mand, der finder sig selv i et næsten tomt rum. Han kan ikke huske noget fra sit liv. Alt er glemt. Men han har en bunke papirer, en stak fotografier og endelig er der en besøgende, der hedder Anna, der sender ham glimt af kærlighed og tragedie.

Så behøver jeg jo ikke mere 

Det er en fortælling, hvor man langsomt gennem papirer og billeder får gennemgået livet. Man får lejlighed til at tænke: med dette udgangspunkt, hvordan skal jeg så handle? Og jeg vil blive frustreret over den måder der bliver handlet. Endnu engang vil situationen kalde på en oplagt handling: et kys, et møde, et brud, en udstrakt hånd, og endnu engang vil jeg frustreres over at virkeligheden viser sig anderledes. Hvorfor handler man ikke som man burde? Hvorfor opstår tragedien? Hvordan kunne det gå så galt?

Det er kunsten at forstå livet, som blev levet forlæns men nu bliver baglæns analyseret af hovedpersonen selv, men denne gang ude af stand til at se det med andre briller end de nøgterne.

Jeg ved lige, hvordan den skal skæres.

Gad vide om Paul Auster har samme opfattelse?

 

Citronfromage
Lugten af kælder
Lyset er gulnet.
Der er ingen udsyn, dårligt nok indblik, men snarere snæversyn
Stilstand
Så meget usagt
Rutebiler
Giro 413
Aftenkaffe
Fællesskab


Hvilke ord tænker du på, når jeg siger "hjemstavn"?

Hvad handler internettet egentlig om?
Er det et sted, hvor man lægger sine private ting frem i en restiktiv nok se, men ikke røre-udgave eller er det et sted, hvor man bruger hinanden, bygger videre, bygger større, bliver bedre, bliver dygtigere, bliver smukkere?

Jeg synes man ser flere og flere sider, hvor der er kopibeskyttelse af tekster og billeder. Og det er da ærgerligt, for det begrænser jo os andre i at bygge videre på det arbejde, andre har lavet. Vi kan simplet hen ikke svinge os helt så højt op, hvis man af misforstået retsfølelse afskærer andre for at bruge tekst og billeder på internettet.
Det er som med forskellen på Windows og GNU - den ene er copyrighted, begrænset og lukket til mindste detalje, GNU er åben, fri og gratis, og stimulerer til at dele og bygge videre på hinandens gode ideer.
Jeg har ingen tekster, der er værd at kopiere, men til gengæld en del billeder, som andre har neglet med stor fornøjelse. Jeg er glad for at andre bruger mine billeder, og jeg er dybt imponeret over den fantasi, der udvises i brugen af mine billeder. Det kunne aldrig falde mig ind, at kritisere nogen for det. Tværtimod.

Vi skal stå på hinandens skuldre, for at nå højere.

Jeg mener, at Internettet er det perfekte sted til at dele tanker og ideer.
Synergi kommer af åbent at ville dele med andre.

Tænk bare på, hvor meget bedre blogland blev af at web2 blev opfundet og kommentarer blev kotume!

Endnu engang har mellemste gjort noget, man ikke tror muligt.
En ært er stoppet op i næsen og sidder uhjælpeligt fast.
Lægen besøges i morgen.

Er det ikke lidt Emil fra Lønneberg-agtigt?

Hvad børn dog ikke gør for at underholde deres forældre...

Om jeg har en poetisk åre, blev jeg spurgt.
Næ, det har jeg så sandelig ikke.
Dog er jeg uhyre påvirkelig af poesi, af følelser, af livet.
Jeg føler tit, at der er alt for direkte adgang til mit hjerte og at det filter, der skulle beskytte mig mod min alt for levende forestillingsevne, indimellem kunne trænge til en faktor 40.
"Jeg ser ikke film", er en bemærkning jeg tit kommer med, når kolleger drøfter seneste udgydelser i biografen over skålen med tagselvsalat og brød, der netop er taget op af fryseren og varmet næsten helt ind i midten.
Det afføder altid en mild undren, inden de giver sig til at drøfte videre om Per Flys seneste træk.
Jeg kan stadig huske den sidste film, jeg så. Efterhånden nogle år siden. Det var Arven, netop af Per Fly med Søren Pilmark i hovedrollen som den største knold, der kan gå på to ben.
Jeg sov ikke i tre dage efter den film, men lå vågen og vendte og drejede mig i sengen. Spørgsmålet, "hvordan kan nogen dog opføre sig så torskedumt", roterede i mit hoved og gjorde søvnen til et uopnåeligt gode.
Problemet var nok, at der sådan set ikke var enkelthandlinger i filmen, som jeg ikke selv ville have kunnet foretage. Jeg ville, hvis jeg have været i samme situation, have kunnet handle lige så fjoget.
Og det er skræmmende!
At blive placeret på en glidebane med så fatale følger.
Sådan er der mange film, som jeg frivilligt afstår fra at se. For jeg holder nu så meget af min nattesøvn
Nej, "Der Untergang" var faktisk den seneste film. Den var nogenlunde mild. Den kostede kun én nat.
Nok mest fordi Göbbels ligner Helge Adam Møller så meget, at det var direkte komisk. Jeg blev tysset på i biografen, da jeg højlydt udbrød: "Hvad laver Helge Adam Møller i den film???"

Resten af filmen så jeg i lyset af Helge Adam Møllers brændende laserøjne, og jeg tror det var medvirkende til, at den kun kostede en enkelt nattesøvn.

Så poetisk åre .... næ, ikke her hos mig, men nok så påvirkelig af andres åretag.

Politiken har en artikel om at slå børn. Artiklen kommer i anledning af, at det lykkedes for 10 år siden at finde et skrabet flertal i folketinget mod at slå på børn.
De borgerlige ville jo ikke miste denne frihedsrettighed - hehe.

Langt færre slår på børn nu, end for 10 år siden. Det er jo selvfølgelig godt, for der kommer ikke noget godt ud af vold.

Men så er der jo den psykiske vold. Det er den, man kan se og høre i køen i Bilka hver dag kl. 17, når far eller mor står sammen med et eller flere trætte børn, og alle ønskede at de var hjemme og kunne slappe af. Jeg tror vi alle kender situationen, hvor det hele ender i hysteri.
Og det er så pokkers svært, netop på dette tidspunkt, hvor begge parter er for trætte til at fokusere på det morsomme i at stå i kø i 5 minutter.

Det er godt at vi fik vedtaget et forbud for 10 år siden.
Men ved at fokusere på den fysiske vold, negligerer vi de overgreb, der foretages, når man ikke respekterer børn som mennesker, men afviser dem med skældud og ukontrollerede verbale angreb.
Psykisk vold er mindst lige så sårende som fysisk vold. Og en lang periode af surhed og afvisning kan være en virkelig stor belastning for både børn og voksne.
Det er dejligt, at den fysiske vold er på vej ud af hjemmene, men nu mangler vi fokus på den psykiske vold:
- når man skælder ud i stedet for at sætte grænser, der respekterer begge parter
- når man "vender ryggen til et barn" og ikke vil anerkende det fordi man er blevet sur over et eller andet
- når man nægter barnet noget som "hævn" for noget barnet har gjort

Nå, artiklen i Politiken er faktisk god og går i dybden med mere stoffet. Den kan anbefales!

Vores tandlæge i folkeskolen har vi jævnligt haft drøftelser med om reparering af ungernes tænder.
Han hedder Steen, og er selvfølgelig straks omdøbt til TandSteen -
TandSteen vil gerne bruge sølv og vi vil gerne have plast.
Indimellem er bølgerne gået højt, for han hævder, at kommunen kun tilbyder sølvfyldninger. Vi kan på den anden side være temmelig vedholdende (læs: irriterende) og det er da også lykkedes at få plastfyldninger igennem.
I går passerede vores tandlægedrøftelser revy for mit indre blik.
Min kontorfælle blev kontaktet af datteren på 14, der aldrig har haft huller i tænderne men nu pludselig havde 3, som skoletandlægen resolut reparerede med 3 sølvfyldninger.
Tøsen var ulykkelig - det matcher rigtig rigtig dårligt til de hvide tænder.

Kontorfællen var selvfølgelig berørt og jeg var optændt af retfærdig harme:

1. Tandlægen skal ikke uden at spørge klaske en bestemt fyldning i hullerne uden at give mulighed for drøftelse i familien om det skal være sølv eller plast. Man kan give en tid til behandling, hvoraf det fremgår at man vil fylde med sølv. Så har man muligheden for at sige fra.

2. Man kan ikke forvente at en pige på 14 kan overskue situationen og sige fra i den situation. Det grænser til et overgreb, idet forholdet mellem tandlæge og barn ikke er lige. Derfor påhviler der ekstra et stort ansvar på tandlægen: Han skal sikre, at der gives rum til at overveje alternativer. Problemet med denne tandlæge er, at han øjensynligt ikke har ønsket at give rum til debat.

3. Man skal tage unge pigers forfængelighed seriøst. Man skal ikke nødvendigvis give dem ret i alt, men unge piger er også mennesker og har ret til at blive hørt om væsentlige ændringer af deres udseende. Det er ikke sket i dette tilfælde, og det er et overgreb.

Grrr

Jeg mener bestemt, at omfyldning til plast vil være en løsning, der skal drøftes af med tandlægen.

Han gør det igen - og igen.
Provokerer for provokationens skyld?
Oppositionen har i dag forgæves forsøgt at få regeringen til at vise menneskelighed, mod og mandshjerte, men uden resultat. De vil ikke lægge afstand til S. Krarups uhyrlige udtalelser, der vist udelukkende er beregnet på at såre det muslimske mindretal i landet.
Regeringen viser ubetinget størst mod, når det handler om at barbere de fattige.
De ønsker ikke at lægge afstand til fjentlighederne fra Krarup og DF.
Og hvor er kirken henne? Kan de bare passivt se til, mens et forhåbentlig lille mindretal i folkekirken blæser op til korstog mod de vantro? Det ligger over min fatteevne, at folkekirken kan være så bred, at den kan rumme Krarups fjendtlige holdning.
Skal jeg melde mig ud af Folkekirken i protest?
I lang tid har jeg rumlet med en ulyst til at være i samme forening som de ekstremt højreorienterede præster, der ikke møder modstand i kirkekredse. Hvor er dialogen? Hvor er meningsudvekslingen? Hvornår går kirken over til Web2.0?
Jeg tror, det er slut nu.
Ikke mere medlemsskab af Folkekirken til mig.
Det har ikke noget med min personlige religiøsitet at gøre, men i stedet det fjendskab, der udsendes af enkelte personer, der kommer til at stå som toneangivende for kirken i Danmark.

Hvorfor er vi så forudsigelige, når vi giver billeder af børnene til bedsterne?
Se engang dette billede, som Cinnamon har liggende på Flickr. Er det ikke herligt?
Burde vi ikke være mere opfindsomme, når vi tager billeder af vores børn, så det lille bord og skænken og dækketøjsskabet hos bedste ikke ligner alle andre bedsters billedsamling af børn og børnebørn med hvide tænder og nyfriseret hår.
Altså, hvor kan ting gøres anderledes, hvis vi bare lige får ideen. Og tør føre den ud i livet.

Jeg parkerer ofte over for dette hus, når tager på arbejde. Hver dag glæder jeg mig over, at design på huse ikke nødvendigvis behøver at være ensartet, kedeligt, forudsigeligt eller direkte grimt.
Nå ja, dette hus er der måske nogen, der vil sige er grimt, men det er noget ud over det almindelige. Og det er egentlig det, der er det væsentlige for mig.
Nu bor jeg selv i et hus, som man har glemt hvordan ser ud, ligeså snart man har vendt det ryggen. Et hus, der ikke har andet specielt over sig, end det vi selv tilføjer det med aparte forhave og mahogny døre og vinduer.
Så meget desto mere glæder jeg mig over huse, der virkelig har "sjæl". Huse, der udtrykker andet end blot et opbevaringsrum for en kernefamilie.
Ved huset her, er der detaljer, der er rum til fantasi, der er gjort ting, som provokerer øjet.
Lige det, man har brug for, på en grå og mørk snevejrsdag!

En stor mand - Carl Henning Pedersen har sagt farvel til dette liv.
For mig vil Herning og CHP altid være forbundne størrelser.
En forbløffende samling billeder, der handler mere om liv end om død, mere om glæde end sorg, mere om impulsiv gæde end dybsindig eftertænksomhed.

Da jeg var knægt, kom jeg jævnligt i den lokale idrætshal. Ikke fordi man dyrkede sin krop på samme måde, som det sker i dag, men fordi det var der man mødtes. Ikke bare for at dyrke idræt, men også for at træffe de andre.
Dengang som nu, var der et cafeteria, der serverede pommes frites, brugere og pølser samt et større udvalg i slik og sodavand.
Lutter lækre, men usunde sager.
Man kan undre sig over, at vore dages body-mekka ikke serverer andet end usund mad. Med den fokus, der er på sundhed og velvære, er det så ikke underligt, at det ikke slår igennem på fødevarerne i hallerne?
Det kan jo fint lade sig gøre at levere andet end grillede pølser og fedtdryppende fritter.
Det må være en naturlov, der gør sig gældende her.
I hvert fald ikke saglige argumenter...?